Reguleringsmæssige udfordringer og mulige forbedringer
Migrantiværksættere står over for forskellige udfordringer i forbindelse med de lovgivningsmæssige rammer i hele EU, herunder:
- Selvstændig virksomhed i regulerede brancher er ofte underlagt certificeringskrav og procedurer, der kan gøre det vanskeligt for faglærte migranter at starte nye virksomheder. Hvis omskoling kræver økonomiske ressourcer, forværres dette yderligere af deres manglende adgang til finansiering. Som et resultat heraf søger indvandrere mod markeder med lave adgangsbarrierer og med lave krav til formelle kvalifikationer.
- Den administrative byrde i forbindelse med juridiske regler har en negativ effekt på migranter på grund af deres potentielt begrænsede sproglige og administrative viden.
- Det er vanskeligt at forstå værtslandets juridiske og institutionelle rammer, da de ofte er forskellige fra migranters forretningskendskab, der er akkumuleret i deres hjemland. Sprogvanskeligheder, kulturelle forskelle og begrænset kendskab til de lokale regler, der styrer iværksætteri, gør det sværere at starte en virksomhed.
- En anden udfordring set ud fra en individuel synsvinkel for migrantiværksættere er at opnå opholdsstatus for sig selv og familiemedlemmer. Denne usikkerhed hæmmer investeringer i menneskelig kapital og dermed deltagelse i migrant-iværksættertjenester.
Ud over ovenstående er der flere områder, der kunne forbedres for at give migrantiværksættere retssikkerhed, nemlig:
- Det skal udtrykkeligt fremgå af en bestemmelse i lovgivningen, at alle statsstøttede programmer for opstart og erhvervsfremme er åbne for migranter, og at ligebehandling er sikret.
- Implementering af gunstige regler (på lokalt, nationalt og overnationalt niveau) ved at identificere regulatoriske hindringer, der forhindrer immigranter i at etablere virksomhed, herunder regler og bestemmelser, der forbinder selvstændig virksomhed med uddannelseskrav, tilladelser og registrering; og validering af tidligere formelle kvalifikationer, hvis det kræves for bestemte typer virksomheder.
- Overensstemmelsen mellem nationale og regionale/lokale retlige rammer og politikker skal forbedres. I nogle tilfælde kan nogle restriktioner på lokalt plan påvirke indvandrervirksomhed negativt, såsom adgang til lokale ressourcer, tilladelser, gebyrer og administrative bestemmelser, der især kræves for ikke-statsborgere osv.
- At mindske bureaukrati generelt, men også fjerne aspekter, der specifikt vil påvirke migranter, ville forbedre deres adgang til iværksætteri.
- En gunstig behandling af familiemedlemmer til migranter vil hjælpe med at tiltrække migrantinvestorer.
Erfaringen tyder på, at migranter ikke drager fordel af at modtage støtte fra de eksisterende institutionelle rammer for virksomhedsstøtte, såsom: SMV’ers agenturer, handelskamre og industri og ngo’er. Nogle af de bemærkelsesværdige lovgivningsmæssige udfordringer er:
- På institutionelt niveau varierer de lovgivningsmæssige rammer for forskellige kategorier af migranter, især migrant-investorer, asylansøgere og flygtninge. Mens den retlige ramme garanterer åben adgang for migranter til at starte og drive en virksomhed, eksisterer denne mulighed kun for de migranter, der allerede har den rette juridiske status i modtagerlandet. Lovgivningen i alle EU-lande prioriterer migrant-investorer, som er berettiget (på forskellige betingelser) i hvert land til permanent opholdsstatus samt statsborgerskab. I dette tilfælde er det at starte en virksomhed i værtslandet et instrument eller motivation for migration, mens migranter i alle andre tilfælde skal have en gyldig opholdstilladelse for at starte en virksomhed.
- En anden institutionel udfordring er, at lokale og regionale myndigheder ikke modtager tilstrækkelig støtte fra centralregeringerne, og at deres rolle i integrationsprocessen ikke er klart anerkendt i lovgivningen, på trods af at den er afgørende. (Reguleringsramme for beskæftigelse og finansiering af migrations- og integrationspolitikker i EU – Den Europæiske Union – Regionsudvalget).
NGO’ere, som er hovedaktører i leveringen af migrantiværksætterydelser (især hvor regeringer har trukket sig tilbage), er ofte i det mindste delvist finansieret af lokale og/eller centrale regeringer. Denne støtte er dog afhængig af hyppigt skiftende regeringer og den offentlige mening. Det betyder, at selv ydelser af høj kvalitet, der leveres til migrantiværksættere, muligvis ikke eksisterer fra det ene år til det andet. Finansieringscyklusser kan også være korte, hvilket betyder, at NGO’ere vil kæmpe for at tiltrække og fastholde personale af høj kvalitet, hvor den fremtidige finansiering er usikker. Konkurrencen mellem ngo’er øges især i en situation med presset finansiering, hvilket skaber en høj omsætning af tjenesteudbydere.
En udvidelse af ngo’eres involvering i fremme af migrantiværksætteri vil øge den offentlige støtte til disse virksomheder og kunne hjælpe dem til at opnå en bedre markedspositionering. De tyske erfaringer repræsenterer en effektiv praksis, der lægger særlig vægt på migrantiværksætteri i prioriterede regioner.
NGO-sektoren har ikke mekanismer på plads til at sikre serviceydelser af høj kvalitet til migrantiværksættere. Den kendsgerning, at sektoren for det meste er ureguleret, betyder, at de tjenester, der leveres af organisationer, muligvis ikke i tilstrækkelig grad opfylder potentielle iværksætteres specifikke behov.
Migrantiværksætteri er et vigtigt redskab til integration af migranter og deres pårørende i værtssamfundet og -økonomien. Selvom data tyder på, at et stort antal migranter i øjeblikket vælger selvstændig virksomhed i stedet for lønnet beskæftigelse, er der forhindringer, der kræver lovgivningsmæssige og politiske ændringer.
- Iværksætteri spiller sjældent en vigtig rolle i medlemslandenes integrationspolitik.
- Iværksætterfremmepolitikker for migranter er ikke en prioritet for nogen af landene i konsortiet.
- Politikker relateret til migrantiværksætteri er ikke integreret i lovgivningen. De er program- og projektbaserede. Hovedudfordringen ved denne politiske tilgang er manglende sammenhæng, kontinuitet og bæredygtighed i disse programmer og deres resultater.
- Politikker for migranter og flygtninge udformes normalt på nationalt plan. Dette er især tilfældet for Grækenland, Frankrig, Ungarn, Polen og Sverige, som ofte går uden om de regionale myndigheder, selvom lokale myndigheder er involveret i gennemførelsen af politikkerne. I de nyere medlemsstater og til en vis grad i Frankrig er politikker ofte ikke specifikt rettet mod migranter, migranter kan snarere drage fordel af beskæftigelses- eller iværksætterpolitikker rettet mod den bredere befolkning.
- I mange lande er det den nationale myndighed, der er ansvarlig for migrations- og integrationspolitikker, indenrigsministeriet er dedikeret til at føre tilsyn med implementeringen af politikker på regionalt eller lokalt niveau. Noget tyder på, at de lokale og regionale myndigheder får utilstrækkelig støtte til, og at deres rolle i integrationsprocessen ikke er klart anerkendt i lovgivningen, på trods af at de spiller en vigtig rolle.
- Yderligere decentralisering af migrationspolitikken og tildeling af flere ressourcer og roller til de lokale myndigheder vil også gøre det muligt for områdets migrantiværksætteri at udvikle sig og vokse lettere.
- På institutionelt niveau er især de lovgivningsmæssige rammer for forskellige kategorier af migranter, migrant-investorer, asylansøgere og flygtninge vigtige. Mens den retlige ramme garanterer åben adgang for migranter til at starte og drive en virksomhed, eksisterer denne mulighed kun for de migranter, der allerede har den rette juridiske status i modtagerlandet. Lovgivningen i alle EU-lande prioriterer migrant-investorer, som er berettiget (på forskellige betingelser) i hvert land til permanent opholdsstatus samt statsborgerskab. I dette tilfælde er det at starte en virksomhed i værtslandet et instrument eller motivation for migration, mens migranter i alle andre tilfælde skal have en gyldig opholdstilladelse for at starte en virksomhed.
- En anden institutionel udfordring er, at lokale og regionale myndigheder ikke modtager tilstrækkelig støtte fra centralregeringerne, og at deres rolle i integrationsprocessen ikke er klart anerkendt i lovgivningen, på trods af at den er afgørende. (Reguleringsramme for beskæftigelse og finansiering af migrations- og integrationspolitikker i EU – Den Europæiske Union – Regionsudvalget).